Hvorfor kan stress gøre dig glemsom og ukoncentreret?

Når hjernen har for meget at holde øje med

Prøv at forestille dig, at din hjerne har et begrænset antal hænder.

På en almindelig dag kan den måske fint holde fast i det, du er i gang med, samtidig med at den registrerer omgivelserne og husker en aftale senere på dagen.

Men under stress er nogle af hænderne allerede optaget. Af bekymringer. Af det, du ikke nåede. Af det, der måske kommer til at ske. Af kropslig uro. Af tanker, der bliver ved med at vende tilbage.

Så er der ganske enkelt mindre kapacitet tilbage til den opgave, du står med lige nu.

Det er en af grundene til, at mange med stress beskriver følelsen af at have et hoved, der er “fyldt”. På en måde er det præcis det, der sker.

Stress ændrer det, hjernen prioriterer

Stressresponsen er ikke i sig selv noget forkert. Den er en del af kroppens biologiske beredskab.

Hvis noget kræver hurtig handling, er det nyttigt, at hjernen bliver mere opmærksom på det, der foregår omkring os. Vi skal kunne reagere.

Problemet opstår især, når belastningen bliver ved. Moderne stress består sjældent af én tydelig fare, som forsvinder igen. Det kan være mange små og store belastninger, der overlapper hinanden: arbejde, konflikter, søvnunderskud, sygdom, bekymringer, ansvar eller følelsen af aldrig helt at være færdig.

Så kan hjernen blive ved med at arbejde, som om noget hele tiden kræver dens opmærksomhed – også når du sidder helt stille.

Hvorfor bliver koncentrationen dårligere?

Når vi er stressede, bliver opmærksomheden ofte mere springende.

En lyd. En bevægelse. En tanke. En mail. Noget, du kom i tanke om. Noget, du burde have gjort. Noget, der skal ske senere.

Hjernen scanner hele tiden. Det giver biologisk mening, hvis der reelt er fare. Men i hverdagen betyder det, at opmærksomheden lettere bliver trukket væk fra det, du prøver at være sammen med.

Du læser, men tankerne er allerede videre. Du lytter, men samtidig kører der tre andre spor. Du prøver at være nærværende, men en del af dig er allerede i morgen.

Det kan føles som manglende koncentration. Men ofte prøver du faktisk meget hårdt. Problemet er snarere, at opmærksomheden hele tiden bliver revet i flere retninger.

Den præfrontale cortex hjælper dig med at skabe overblik

De forreste dele af hjernen – blandt andet den præfrontale cortex – spiller en central rolle for vores såkaldte eksekutive funktioner.

Det er blandt andet de funktioner, der hjælper os med at holde fokus, sortere information, planlægge, træffe beslutninger og skifte mellem forskellige opgaver.

Netop disse funktioner er følsomme over for stress. Det er derfor, noget, der normalt virker forholdsvis enkelt, pludselig kan føles overraskende svært.

En almindelig mail kan virke uoverskuelig. En samtale kan kræve mere koncentration. En opgave, du har lavet hundrede gange før, kan pludselig føles tung.

Og så kommer tanken let: “Jeg plejer jo sagtens at kunne klare det her.”

Men du har ikke nødvendigvis mistet evnen. Der er bare mindre mental kapacitet til rådighed lige nu.

Måske glemmer du ikke – måske fik du aldrig informationen ordentligt ind

For at kunne huske noget senere skal hjernen først have registreret det. Det lyder enkelt, men det er vigtigt.

Forestil dig, at nogen fortæller dig noget, mens du samtidig tænker på et problem. Du hører ordene, men en stor del af din opmærksomhed befinder sig et andet sted.

Senere kan du måske ikke huske, hvad der blev sagt. Det føles som glemsomhed, men måske blev informationen aldrig rigtig lagret.

Det samme gælder, når vi læser. Du kan godt lade øjnene bevæge sig hen over en hel side og nå til bunden uden at have været mentalt til stede i teksten.

Så læser du siden igen. Problemet er ikke nødvendigvis hukommelsen. Problemet begyndte allerede ved opmærksomheden.

Hvad med hippocampus og kortisol?

Når man læser om stress og hjernen, støder man ofte på hippocampus og kortisol.

Hippocampus spiller blandt andet en vigtig rolle i læring og hukommelse, og stresshormoner påvirker de netværk i hjernen, der er involveret i hukommelse, følelser og opmærksomhed.

Men forklaringen er mere nuanceret end den populære fortælling: “Kortisol ødelægger hippocampus.”

Så enkelt fungerer hjernen ikke. Effekten af stress afhænger blandt andet af, hvor kraftig belastningen er, hvor længe den varer, søvn, tidligere erfaringer og den samlede situation.

Stress kan endda gøre nogle minder stærkere, især når noget opleves som følelsesmæssigt vigtigt eller truende. Stress betyder derfor ikke nødvendigvis, at hele hukommelsen bliver dårligere. Hjernen begynder snarere at prioritere anderledes.

“Men jeg plejer jo at kunne have ti bolde i luften”

Netop den oplevelse kan være svær.

Måske har du altid været den, der har overblik. Den, der husker aftalerne. Den, der kan holde mange ting i hovedet. Den, der får tingene til at hænge sammen.

Og pludselig kan selv ganske almindelige ting føles uoverskuelige. Det kan ramme selvforståelsen.

Hvis man er vant til at være effektiv, ligger tanken lige for: Jeg må tage mig sammen.

Men problemet er sjældent manglende vilje. Ofte sker det modsatte. Man prøver endnu mere, holder endnu mere øje med sig selv og anstrenger sig endnu mere for at koncentrere sig.

Dermed kommer der endnu mere spænding ind i systemet.

Stress spreder opmærksomheden – nærvær samler den

Stress trækker os let væk fra det aktuelle øjeblik.

Tankerne går tilbage til det, der allerede skete, eller frem til det, der måske vil ske. Vi genafspiller samtaler, forbereder os på problemer og forsøger at forudse det næste.

Det er en meget menneskelig reaktion. Men konsekvensen kan være, at vi sjældent er helt samlet om det, der foregår lige nu.

Nærvær er på mange måder den modsatte bevægelse. Ikke fordi nærvær betyder, at tankerne forsvinder, men fordi vi øver evnen til at opdage, hvor opmærksomheden er – og føre den tilbage.

Til kroppen. Til lydene. Til åndedrættet. Til den samtale, vi faktisk sidder i. Til det menneske, vi står overfor. Til dette øjeblik.

Meditation som træning af koncentrationen

Meditation bliver nogle gange fremstillet som en metode til hurtigt at blive rolig. Det kan den også være. Men meditation kan noget mere grundlæggende.

Den kan være træning af selve opmærksomheden.

Når du sidder i meditation og vælger eksempelvis åndedrættet som fokus, sker der næsten altid det samme: Du mærker åndedrættet. Så tænker du på noget.

Måske går der fem sekunder. Måske fem minutter. Og pludselig opdager du: Jeg var helt væk.

Netop dét øjeblik er vigtigt. For du har opdaget, at opmærksomheden vandrede. Og så vender du tilbage.

Ikke med irritation. Ikke fordi du gjorde noget forkert. Bare tilbage til åndedrættet.

Det kan gentage sig hundrede gange i én meditation. Og hver gang træner du den samme grundlæggende bevægelse: at opdage og vende tilbage.

Koncentrationsmusklen bliver ikke trænet ved at spænde

Vi kan kalde det en koncentrationsmuskel. Ikke fordi koncentration bogstaveligt talt er en muskel, men fordi evnen kan trænes.

Det afgørende er bare, hvordan vi træner den.

Koncentration er ikke det samme som at spænde hårdere. Det er ikke at presse tankerne væk. Det er ikke at tvinge sig selv til at fokusere.

Det er snarere evnen til at blive hos noget – og opdage, når man ikke længere er der.

I meditation bliver vi måske mere fortrolige med netop dette. Tankerne behøver ikke forsvinde. Lydene behøver ikke forsvinde. Kroppen behøver ikke være helt rolig.

Men vi bliver gradvist bedre til ikke automatisk at følge enhver impuls, tanke eller forstyrrelse.

Det er en langsigtet træning. Og netop derfor er meditation noget andet end et hurtigt stresshack.

Mental træthed er ikke det samme som manglende evne

Stressrelateret mental træthed kan være mærkelig.

Du kan måske godt gå en tur, ordne noget praktisk eller være sammen med et menneske, du holder af. Men sætter du dig foran computeren med en opgave, der kræver meget koncentration, kan hovedet føles færdigt efter kort tid.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du er blevet mindre intelligent. Forskellige aktiviteter stiller forskellige krav til hjernen.

Koncentration, arbejdshukommelse og beslutninger kræver meget af de systemer, der netop kan være belastede under stress. Når vi samtidig bliver frustrerede over, at de ikke fungerer som før, kommer der endnu et lag oveni.

Når man bliver bange for sin egen glemsomhed

Der kan let opstå en ond cirkel.

Du glemmer noget. Så bliver du bekymret over, at du glemte det. Næste gang holder du ekstra øje med din hukommelse.

“Kan jeg nu huske det?” “Hvorfor kunne jeg ikke komme i tanke om navnet?” “Er det blevet værre?”

Dermed bliver en del af opmærksomheden brugt på at overvåge opmærksomheden. Det giver endnu mindre plads til det, du faktisk prøver at være til stede i.

Derfor kan forståelsen af symptomet i sig selv være hjælpsom. Ikke fordi man skal ignorere tydelige eller nye hukommelsesproblemer, men fordi en glemt aftale eller et tabt ord under en stressperiode ikke nødvendigvis betyder, at hjernen er ved at svigte.

Den kan være belastet.

Kan koncentrationen komme tilbage?

For mange bliver koncentration og hukommelse gradvist bedre, når belastningen falder, og kroppen ikke længere er i samme vedvarende alarmberedskab.

Men koncentration kan også trænes. Ikke som endnu et præstationsprojekt. Mere som en stille praksis.

At være med det, der er. At opdage, når opmærksomheden vandrer. At vende tilbage. Igen og igen.

Over tid kan det ændre vores forhold til både tanker, uro og distraktion. Måske ikke ved at fjerne dem, men ved at gøre dem mindre styrende.

Hvornår bør du tale med din læge?

Stress kan give både koncentrations- og hukommelsesproblemer. Men stress er ikke den eneste mulige forklaring.

Dårlig søvn, depression, angst, medicin, hormonelle forandringer og forskellige sygdomme kan også påvirke de kognitive funktioner.

Derfor bør du tale med din læge, hvis problemerne er nye, tydelige, tiltagende eller påvirker din hverdag markant.

Pludseligt opståede problemer med hukommelse, tale, orientering, bevægelse eller andre neurologiske symptomer skal vurderes akut.

Det er vigtigt ikke automatisk at forklare alle symptomer med stress.