Næse eller mund? Derfor betyder det noget, hvordan du trækker vejret

Næsen gør noget ved luften, før den når lungerne

Når du trækker vejret gennem næsen, bliver luften ikke bare transporteret videre. Den bliver bearbejdet på sin vej gennem næsehulen.

Næsens slimhinder, blodforsyning og indre strukturer er med til at varme og fugte den luft, du indånder. Samtidig opfanger slimlaget og næsens rensemekanismer en del af de partikler, der ellers ville fortsætte længere ned i luftvejene.

Det er især værd at tænke over på kolde eller tørre dage. Luften udenfor kan være både kølig og meget tør, men når den når længere ned i luftvejene, er den allerede blevet betydeligt varmere og mere fugtig.

Næseåndedrættet giver luften lidt mere modstand

Prøv et øjeblik at mærke forskellen.

Træk ganske almindeligt vejret ind gennem næsen. Ikke dybt – bare normalt. Prøv derefter at åbne munden og tage et tilsvarende åndedrag.

Du vil sandsynligvis kunne mærke, at luften passerer lettere gennem munden.

Næsen giver en naturlig modstand mod luftstrømmen. Det betyder ikke, at du får for lidt luft. Men modstanden kan påvirke den måde, vi ventilerer på. Ved rolig aktivitet kan næseåndedræt blandt andet hænge sammen med en langsommere respirationsfrekvens og en mindre samlet ventilation.

Det er interessant, fordi et godt åndedræt ikke nødvendigvis handler om at flytte mest mulig luft.

Kroppen regulerer hele tiden ventilationen efter stofskifte, aktivitet og balancen mellem blandt andet ilt og kuldioxid.

Mere luft er derfor ikke automatisk bedre.

Og så er der et lille molekyle kaldet nitrogenoxid

En af de mere fascinerende forskelle mellem næse- og mundånding findes i næsen og bihulerne, hvor der dannes nitrogenoxid – ofte forkortet NO.

NO er et signalmolekyle, der indgår i mange fysiologiske processer i kroppen, blandt andet regulering af blodkar. Når vi trækker vejret gennem næsen, følger en mindre mængde af denne gas med den indåndede luft ned gennem luftvejene.

Der er forsket i, hvordan nasalt dannet NO kan påvirke blandt andet blodgennemstrømningen i lungerne og gasudvekslingen.

Det er spændende fysiologi – men det er også et område, hvor man let kan komme til at overdrive betydningen. Næseåndedræt skal ikke fremstilles som en metode, der pludselig “fylder kroppen med ilt”.

Hvad har næseåndedræt med CO₂ at gøre?

Her bliver det lidt mere interessant.

Kuldioxid – CO₂ – er ikke kun et affaldsprodukt, der skal ud af kroppen. CO₂ er en naturlig del af reguleringen af vores åndedræt og spiller også en rolle for blandt andet syre-base-balancen og frigivelsen af ilt fra hæmoglobinet til vævene.

Hvis vi ventilerer betydeligt mere, end stofskiftet kræver, kan vi udånde mere CO₂ end nødvendigt. Det kan eksempelvis ske ved hyperventilation og hos nogle også ved mere diskrete former for overånding.

Næseåndedrættet skaber ikke i sig selv “mere CO₂”.

Men fordi næsen giver mere modstand mod luftstrømmen, kan næseånding ved ro og moderat aktivitet gøre det mindre oplagt hele tiden at tage meget store eller hurtige åndedrag.

Det kan være én af grundene til, at nogle mennesker oplever, at åndedrættet bliver mere samlet og mindre hektisk, når de går fra mund- til næseånding.

Hvis du ofte føler behov for at tage store indåndinger, sukke eller gabe for at få en “tilfredsstillende” indånding, kan du læse mere i vores artikel “Svært ved at trække vejret dybt? Sådan kan stress påvirke dit åndedræt.”

Gør næseåndedræt nervesystemet roligt?

Her er det vigtigt at være præcis.

Man støder ofte på udsagnet, at næseåndedræt “aktiverer det parasympatiske nervesystem”.

Det er efter min mening for enkelt formuleret.

Nervesystemet reagerer ikke kun på, om luften passerer gennem næsen eller munden. Tempoet i åndedrættet, størrelsen på åndedragene, udåndingens længde, kroppens position, aktivitet, følelser og den situation, vi befinder os i, spiller også ind.

Hvis næseåndedrættet betyder, at du begynder at trække vejret lidt langsommere og mindre voldsomt, kan det være en del af et mere reguleret åndedrætsmønster.

Men næsen er ikke en kontakt, hvor parasympatikus tænder, så snart du lukker munden.

Hvad med motion – skal du også trække vejret gennem næsen dér?

Det kommer an på intensiteten.

Under en rolig gåtur, let cykling eller anden moderat aktivitet kan det være interessant at undersøge, om næseåndedrættet føles naturligt.

Studier af næseåndedræt under submaksimal fysisk belastning har vist forskelle i blandt andet åndedrætsfrekvens og ventilation sammenlignet med mundånding.

Men det betyder ikke, at alle skal dyrke sport med munden lukket.

Når intensiteten stiger, stiger kroppens behov for ventilation også. På et tidspunkt vil det være helt naturligt at supplere med eller skifte til mundånding.

Hvis du løber op ad en stejl bakke og kroppen åbner munden for at få mere luft igennem, er det altså ikke et tegn på, at du har glemt, hvordan man trækker vejret korrekt.

Man kan i stedet bruge næseåndedrættet som en slags kropslig pejling: Hvis du kan gå eller bevæge dig roligt og komfortabelt med næseånding, befinder du dig sandsynligvis ved en intensitet, hvor ventilationen stadig er forholdsvis moderat.

Mundånding er ikke fjenden

Det er vigtigt, fordi åndedrætsarbejde hurtigt kan blive til endnu en ting, man skal gøre rigtigt.

Munden er også en del af vores luftvej.

Vi bruger den naturligt under tale, sang og høj fysisk belastning. Og hvis næsen er stoppet på grund af forkølelse, allergi eller anden modstand i næsevejene, giver det god mening, at kroppen finder en anden vej.

Problemet er derfor ikke, at du en gang imellem trækker vejret gennem munden.

Det interessante er snarere, hvis mundånding bliver den automatiske løsning hele tiden – også når du sidder stille, går roligt eller sover.

Hvad med mundånding om natten?

Nogle opdager deres mundånding om morgenen.

Munden er tør. Halsen føles tør. Måske snorker man, eller partneren fortæller, at man ofte sover med åben mund.

Åndedrætsvejen har betydning under søvn, og forskning har vist, at mundåbning og oral vejrtrækning kan ændre forholdene i de øvre luftveje hos nogle mennesker.

Men det betyder ikke, at løsningen automatisk er at tape munden sammen.

Hvis du konsekvent ikke kan trække vejret frit gennem næsen om natten, er det mere relevant først at spørge hvorfor. Det kan blandt andet hænge sammen med allergi, hævede slimhinder, anatomiske forhold eller andre problemer i næse og luftveje.

Ved udtalt snorken, vejrtrækningspauser under søvn, betydelig dagtræthed eller vedvarende problemer med at få luft gennem næsen bør det vurderes sundhedsfagligt frem for blot at blive behandlet som en dårlig vane.

Hvis næsen føles for smal

For nogle føles næseånding let og ubesværet. For andre kan den føles overraskende trang.

Her er det vigtigt ikke at gøre åndedrætstræning til en kamp.

Du behøver ikke tvinge luft gennem en næse, der føles lukket.

Og du behøver ikke gå rundt med en følelse af luftmangel for at træne “det rigtige” åndedræt.

Hvis næsen generelt fungerer fint, men du bare er vant til at have munden åben, kan du begynde meget stille med at lægge mærke til åndedrætsvejen i hverdagen.

Målet er ikke at gå rundt og kontrollere hvert åndedrag

Det ville næsten være det modsatte af pointen.

Åndedrættet fungerer det meste af tiden glimrende uden vores indblanding. Det tilpasser sig, når vi sover, taler, går, griner, løber, bliver forskrækkede eller falder til ro.

Men når vi begynder at forstå åndedrættet bedre, kan vi også opdage nogle af de vaner, der ellers foregår helt automatisk.

Måske opdager du, at du ofte sidder med åben mund.

Måske holder du vejret, når du koncentrerer dig.

Måske tager du mange store indåndinger, selv om kroppen er i hvile.

Den slags observationer behøver ikke blive til nye regler.

De kan bare give dig lidt mere information om den måde, din krop arbejder på.

Det er også sådan, jeg helst ser åndedrætstræning: ikke som jagten på det perfekte åndedræt, men som en mulighed for gradvist at lære kroppens eget sprog bedre at kende.